mørket.....-Perseus-

Nede for enden af trappen var der en kæmpe sø der så ud til at være uendelig lang.
For foden af søen stod der en Djævel mere.
Han var lille ligesom de andre men han bar en kåbe der havde en hætte.
Og i hans hænder havde han en le.
"Du er kommet for at møde dine forældre ikke?" spurgte han med en meget hæs og mørk stemme.
Hans hætte var trukket godt ned over hovedet og han lænede sig op af hans le.

(Læs profiltekst for billede af ham)

"de er begge to døde"sagde hun, hun satte sig ned på det nederste trin, trappen havde været meget lang, så hun havde fået en lille smule ondt i sine ben, hun holde stadigvæk fat i sin halskæde, hun viste ikke rigtigt om det var klogt, hun ville helst gerne bare være i fred og aller helst alene, men der var åbenbart ikke nogle som ville lade hende være i fred

"Du har ret i at din far er død...." sagde han og kikkede op.
Han lavede en håndbevægelse over floden og frem kom der en gennemsigtig sjæl med form som pigens far.
"Jeg går ud fra at det her er din far?" spurgte han og holdte sjælen oppe.

"jeg har aldrig mødt min far, har kun meget gamle billeder"sagde hun, hun kiggede ikke engang, den lille Karina havde jo aldrig været sammen med sine rigtige forældre, hun var jo kun et spædbarn den gang og det er jo 12 år siden, hvorfor kunne de ikke bare ha fået lov til at være i fred, der var jo ingen som ville ha vist hvordan det ville udvikle sig, hun havde indtørret blod i panden endnu, efter hun var blevet ramt af den sten ude i skoven

"Jeg kan til gengæld fortælle dig at det er din far! Og at han se ud som han gjorde dengang han forlod vores verden..." sagde han skummelt.
"Jeg kan hjælpe dig med din sorg... Jeg kan bringe ham til live et øjeblik!" sagde han med den hæse stemme og så pigen i øjnene.
"Men det koster et offer!" sagde han efterfuldt af et ondt grin.

"jeg har aldrig kendt min rigtige far, i slog ham ihjel da jeg stadigvæk var et spædbarn"sagde hun, hun rejste sig op og gik op af trappen igen, det var nok lidt underligt hun viste det, men nogle gange var hendes drømme ting som var sket imens hun var meget lille, hvis man så godt efter i mørket, havde hun en eller anden form for lys omkring sig som en engel, men det var hvidt, det var grå som når man blandede sort og hvid sammen og det var jo lidt på den måde hun var, en engel var det hvide og en dæmon var det sorte

Da hun var kommet op af trapperne tog Gnarl imod hende.
"Du vil altså ikke møde din far?" spurgte han.
Han stillede sig foran hende og knipsede i fingrene.
Efter knipset trådte der en dame frem fra skyggerne (Det var Fay... se profiltekst).
"Hvad så med din mor?" spurgte Gnarl.

"hvor mange gange skal jeg sige at jeg aldrig har kendt dem, så hvordan skulle jeg kunne svane dem"sagde hun og smuttede forbi, hun havde sin halskæde på, hvad der ingen viste var at der var to segl et bag hvert billede, hendes forældre havde forseglet deres egne sjæle i halskæden for at beskytte hende mere, det var en af grundene til hun kende til den måde hendes forældre døde på

"Karina stop!" sagde Fay og gik hen til hende.
Hun satte sig på huk foran hende og så hende i øjnene.
"Lad mig nu bare se dig en enkelt gang inden du forsvinder..." sagde hun med en sørgelig stemme.
"Det er rigtig at jeg er død men ikke på den måde du tror..." sagde hun.
"Det er rigtigt... Hun er din mor..." sagde Perseus som nu var vågnet og gået hen til dem.

"min mor er død og hun var en engel"sagde hun og gik videre, havde jo aldrig kendt sine rigtige forældre, der var jo ikke nogle som havde taget sig af hun havde blod i panden, så der var ikke nogle af dem som kunne passe hende, så ville hun det selv og hvis hendes mor var i live, hvorfor havde hun så ikke hentet hende, det ville en rigtig mor gøre.

Perseus havde stoppet foran døren.
"Du vil altså ikke møde din mor? Du vil bare fortsætte med at være alene og blive jagtet af alle dæmoner? Fint nok jeg stopper dig ikke... Gå hvis du vil!" sagde han og trådte væk fra døren.

hun vendte sig imod dem"hvis hun er min mor, ville hun ha hentet mig"sagde hun hun gik ud af døren, hun havde jo skulle klare sig selv siden hun var 5 år gammel, hun holde bare fat i sin halskæde, da hun kom udenfor, hun ventede på at døren var lukket, så løb hun bare ud i skoven i mørket, men hun viste jo ikke hvor hun var henne, hun kunne jo ikke finde ud

Perseus ventede til at hun var ude af døren.
"Poison! Hold øje med hende for mig og bring hende en bedsked når hun engang er i sikkerhed..." sagde han.
Ned fra vægen kom en halv-stor æderkop kravlende.
På æderkoppen red Poison (Se profiltekst).
"Javel herre" sagde han og æderkoppen hoppede ned fra væggen.
Efter at Perseus havde givet ham bedskeden red han ud af slottet og efter pigen.
Han havde gjort sig usynlig så hun ville ikke kunne se ham.
Nu var han lige i hælende på hende.

hun gik bare videre, i mørket lignede det at hun havde lidt lys omkring sig, det var gråt, det var sjælden at man fik en grå engel ud af en blanding imellem en engel og dæmon, men det var det hun var blevet til, hun viste ikke hun havde vinger, hun havde aldrig set dem, det havde aldrig vist sig endnu

Poison holdte farten og blev ved med at forfølge hende.
Han var stadig usynlig og lydløs.

hun gik jo bare videre, men falde over en sten eller en rod"av!"sagde hun, hun kom til skade, men hun rejste sig bare op og gik videre, hun bløde lidt fra sit ene ben, hun haltede lidt, men hun tvang sig bare videre, nogle dæmon børn stoppede hende, de holde godt fat i hende, hun prøvede at komme fri, hun fik et hårdt slag i maven, hun mistede alt luften, de holde hende for næsen og munden, hun kunne ikke få luft

Poison så hurtigt angrebet og tænkte på hans herres ord.
*Sørg for at hun er i sikkerhed* kom som et flashback igennem hans hovede.
Han så sit snit og gjorde sig hurtigt synelig.
Han hoppede af sin edderkop og op på dæmon børnenes ryg.
Da han var oppe stak sine nervegift kløer ned i deres ryg én efter én.
Efter den sidste var forgiftet og væltet til jorden hoppede han op på edderkoppen og gjorde han sig usynlig igen.
Alt dette havde han gjort inden for få sekunder.

da de havde sluppet hende, kunne få vejret, hun hostede lidt, hun skynde sig videre, men hun falde ned i en halv stor vandpyt, hun blev helt driv våde"Atju"sagde hun da hun nøs, hun var driv våd, for slået og sulten, hun havde ikke spist i omkring 3-4 dage, hendes mave knurrede lidt, hun havde ikke flyttet sig fra vandpytten

Poison stod helt stille og ventede på pigens næste træk.
*Jeg skal ikke til at sænke hende i at komme i sikkerhed...* tænkte han og ventede på at pigen gik videre.

hun vred sin hat for vand, hun havde ikke andet tøj, hun rejste sig så op og gik hen til et træ, hun rystede, hun frøs, hun havde ikke noget sted at være henne for at få varmen, og hun havde ikke noget tørt tøj, så hun viste ikke hvordan hun skulle klare den, hun kiggede lidt rundt"du behøver ikke gemme dig, jeg ved godt du er der, du gjorde noget ved de dæmon børn"sagde hun, hun sad op af træet, hun rystede meget

Poison blev irriteret over at han var blevet set.
Han gjrode sig synlig igen.
"Herren bad mig give dig en bedsked når du var i sikkerhed... Har du et sted hvor du kan være i sikkerhed?" forklarede og spurgte han.

hun så på ham"næh det har jeg ikke, jeg har været alene siden jeg var 5 år"sagde hun, hun var jo for lille til at havde en lejlighed eller et hus selv, så det kunne hun jo ikke og hendes så kalde mor havde jo ikke hentet hende, så hende kunne hun ikke stole på, hendes far var død og hendes mor ligeglad med hende, så hun havde ikke nogle familie, jo kun dem på billederne i hendes halskæde, de havde altid været sammen med hende

Poison så på hende og blev lidt mere irriteret over at han nu ikke kunne fuldføre sin mission ordentligt.
Han spidse øre og lyttede efter om der var nogen.
"Okay vi er alene nu..." sagde han.
"Du skal have sandheden at vide..." sagde han og holdte en kort pause.
"Efter din far blev dræbt så blev din mor slæbt op på slottet... Da hun var foran Perseus' øjne havde hun dig i sine arme og det gav jo Herren mulighed for at dræbe jer begge. Og han valgte at gøre det med sine egne lyn... Men da han udsendte en kæmpe ladning af den sorteste energi så kom der et form for skjold rundt om jer... Det var kærligheden fra din mor til dig som var stærkere end hans kræfter! Lige meget hvor meget han lagde i det så kunne han ikke røre jer... Kærlighed var det eneste han ikke kunne klare!..." han holdte en kort pause og trak vejret.
"Efter at Perseus havde indset at han ikke kunne vinde over kærlighed så måtte han bruge Reapers hjælp. Han fik mig og Ryder til at holde jer adskilt. Jeg holdte dig og Ryder din mor... Da i nu var adskilt så lavede Reaper en meget kraftfuld forbandelse på din mor som gjorde at alle hendes gode kræfter blev omdannet til onde og hun blev til en dæmon... Da hun var fuldt ud forvandlet glemte hun sin fortid og dig... Du blev ført til den familie som plejede dig til du blev 5år... Men din mor blev på slottet i live som Herrens slotspige..." han stoppede igen.
"Da du kom op på slottet igen ville Herren give dig chancen til at lære dem at kende da han efter alle disse år er blevet lidt blødsøden... Så han gav din mor hukommelsen igen..." afsluttede han.

"hvorfor skulle de så slå min plejefamilie ihjel, de havde jo ikke gjort andet end at være min familie"sagde hun, hun kiggede så på de billeder i hendes halskæde, hun sukkede lidt"jeg har ingen familie mere"sagde hun, hun lukkede halskæden og gemte den væk, tåre begynde at løbe ned af hendes kinder, hun følte sig jo helt alene, det var jo hun endelig også

Han sukkede lidt.
"Du har stadig din mor..." sagde han og forsøgte at smile selvom han ikke gad det.
"Det med din plejefamilie aner jeg ikke noget om..." forklarede han.
Han kikkede op imod slottet.
"Men nu vil Perseus give dig et valg...." sagde han og ville vente på at hun reagerede.