mørket.....-Perseus-

Tid: eftermiddag
Vejr: mørkt XD
Omkring: mørke
Påklædning: se ava
Sted: mørke skoven

Karina gik rundt i mørke skoven, hun var blevet jaget der ind af de andre dæmon børn, de kunne ikke lide hende, hun var jo halv dæmon og halv engel, ikke lige frem dem som skulle få børn sammen, men hun var endelig også blevet forældreløs af det, hendes forældre var blevet slået ihjel, da hun var meget lille, der havde været en familie som havde passet hende indtil hun blev 6 år så var de også blevet slået ihjel, hun syntes bare alle de steder hun kom, var der nogle som blev slået ihjel på grund af hende, hun kiggede sig lidt, hun kunne høre dem som havde jaget hende ind i skoven, men hun kunne ikke se dem, men de kunne sikkert se hende, hun var bange, hun ville gerne ud igen, men hun kunne ikke huske hvad for en vej hun var kommet og hun kunne heller ikke se det

Påklædning:
Se ava (Det er sjovt nok ham i midten)

Perseus gik langsomt gennem skoven.
Man kunne høre de tunge skridt som kom fra hans rustning.
Han bar hans sværd i den højre hånd og kikkede sig truende omkring med sine rødglødene øjne.
Hans gang var meget truende som en mystisk fremmede der nærmede sig.
*Skyggerne er stærke i nat* tænkte han og gik videre.
Han så en lille pige løbe fra noget som hun tydeligvis ikke kunne se.
Perseus stoppede op og hævede sin venstre hånd over hans hoved.
Det næste sekund for der et kæmpe blåt lyn ud af hånden.
Hele stedet blev oplyst, skyggerne forsvandt og dæmonerne som forfulgte pigen kom til syne.
Efter et par sekunder forsvandt lynet og der kom et stort råb igennem luften.
"Forsvind med jer uslinge!!" råbte Perseus beordrende.
Han gik helt tæt på pigen nu.
"Hvad laver en lille pige som dig her på mit territorie?" spurgte han med en meget mørk stemme.

hun blev forskrækket da der med blev helt lyst, men dem som havde forfulgt hende var væk"de...de..."hun sagde ikke mere, hun havde godt hørt om ham, det var jo ham som var dæmon lederen, hun skynde sig at løbe væk, hun havde jo fået af vide at alle hadet halv dæmon og især når den anden halv del var engel lige som hun var, men hun kunne jo ikke gøre for det, hun var jo bange, hun gemte sig bag et træ, hun havde lukket øjne og holde sig for ørene, hun var så bange, hvorfor skulle hun også være alene

Det irriterede ham på det groveste at hun begyndte at løbe væk.
"Grrr!" knurrede han.
Han hævede straks den venstre hånd imod hende.
Men istedet for lyn så kom der fire djævle op ad den jord der var foran ham.
Djævelende var kun en meter høje men var meget stærkt opbygget.
"Tag hende" sagde han og djævelene løb meget hurtigt imod hende.
Djævelene var meget hurtige over ved hende og tog fat i hendes hænder og fødder.
Hun blev båret over til ham imod hendes vilje.
"Here master!!" sagde djævelene til ham og rakte ham pigen.
Han hende i øjnene.
"Når du bliver spurgt skal du ikke løbe... Giv mig så et svar på mit spørgsmål!" sagde han mørkt.

hun var bange, en af dem før jagtede hende kom frem og sagde hvad for en race hun var, nu blev hun endnu mere bange, nu ville hun først blive slået ihjel lige som sine forældre, hun havde ikke fundet sine evner endnu, hun kunne derfor ikke forsvare sig selv overfor noget, hun havde jo været bange det meste af sit liv i 6 år, var hun blevet jaget af de andre dæmon børn, de kunne jo ikke lide hende og de kunne godt lide hun var så nem at gøre skade på.

Han stirrede hende i øjnene.
"Slip hende..." sagde han.
Djævelende slap hende og forsvandt lige efter i en røgsky.
"Hør her lille pige... Du skal ikke være bange du skal bare svare på mit spørgsmål" sagde han roligt og satte sig på huk foran hende.
Han rakte sin hånd ud imod hende.

hun flyttede sig lidt væk fra ham, hun var jo bange, det havde hun været i 6 år, med et fik hun i en sten i hovedet"av!"sagde hun, hun begynde at bløde lidt fra panden, det gjorde endelig meget ondt, men hun prøvede på ikke at græde, men hun kunne jo ikke lade være, nogle små tåre begynde at løbe ned af hende kinder, hun tog sin hat af og gemte sit ansigt i den, det var en af dem som havde forfulgt hende som havde kastet stenen og var underligt nok meget stolt over at ha ramt hende, hun viste godt at deres leder havde fået af vide hvilken race hun var nemlig halv dæmon og halv engel og det var jo derfor de andre mobbede hende og gjorde hende ondt fordi hun var jo meget svagere end dem

Han rejste sig hurtigt op.
Han var rasende...
Der rejste sig straks nogle flere djævle som løb over mod dæmondrengen der havde kastet stenen.
Drengen blev båret over til ham ligesom pigen var blevet.
Djævelende holdte stramt om drengen.
"Syndes selv at det var smart!?" spurgte han drengen.
Han kunne se drengen ryste af skræk over synet af hans herre.
"N-ne-nej" sagde drengen rystet.
Perseus gav tegn til at de skulle slippe ham.
Djævelende gav slip og forsvandt igen.
"Godt så... SIG UNDSKYLD, TAG DINE SMÅ VENNER OG FORSVIND MED JER!!" sagde han mørkt.
Drengen sagde undskyld til pigen og løb straks væk.
"Var det dem du flygtede fra?" spurgte han omsorgsfuldt.

hun flyttede sin hat lidt, hun nikkede over det han spurgte hende om, hun havde ikke sagt så meget, men det havde hun ikke gjort siden hendes anden familie blev slået ihjel for øjne af hende, det havde skræmt hende for livet, hun bløde stadigvæk lidt fra panden, hun ville endelig helst ikke havde nogle ny familie, de ville bare blive slået ihjel også og sådan ville det bare forsætte indtil hun nok selv var død, hun kiggede lidt på ham, hun viste godt at drengen ikke mente det undskyld hun fik, når hun var alene ville de være over hende igen og denne gang ville hun nok ikke overleve det, hun blev bange ved tanke om det, hun gemte igen sit ansigt i sin hat

Han satte sig på huk ved hende igen.
"Hør nu her jeg vil ikke gøre dig noget" sagde han roligt.
Hans hånd blev igen rakt ud imod hende.
"Er du bange for mig?" spurgte han.

hun kiggede lidt på ham og nikkede, hun var bange for ham, hun ture ikke tage hans hånd, hun var jo bange for at det ville gå ud over hende når hun en gang var alene, hun rejste sig op og ville til at gå igen, hun havde taget sin hat på igen, hun ville helst ikke bringe flere i fare

Han blev lidt irriteret over at hun var bange for ham.
"Det er på grund af hjelmen ikke?" sagde han roligt.
Selvom hans stemme altid ville være mørk så kunne man høre at han prøvede at tale stille til pigen.
Han satte hænderne op til hovedet, tog sin hjelm og tørklæde der var indenunder af.
Så kom hans sande ansigt frem. (Se profiltekst)
"Du skal ikke være bange for mig" sagde han og smilede.
Trods de onde øjne så hans ansigt fredeligt ud.
Han kikkede lidt rundt for at se om der var nogen der kunne se hans ansigt.

hun kiggede på ham"men men....jeg er halv engel"sagde hun, det passede jo, hun var halv engel, det var jo derfor de andre dæmoner ikke kunne lide hende, hun havde det også bedst alene, så der ikke var nogle som kom til skade på grund af hende, hun var jo halv engel, nogle dæmon vagter kom frem og tog den lille pige op under sin ene arm, hun prøvede at komme ned, men hun blev taget et godt stykke væk og blev så smidt på jorden"av"sagde hun, hun rejste sig op, hun rækkede tunge af vagterne, der var jo ingen som kunne lide hende

Lige da hun sagde at hun var halvt engel for der et flashback igennem hans tanker...
*Han har forrådt sin race!... Bring ham til mig!... Jeg har ikke gjort noget galt!... Han har ægtet en engel!... Lad ham dø ved solnedgang!... NEEEEEEEEEIIIIJ!!!....*
Da flashbacket var slut tog han hjelmen på igen og rejste sig op.
*Det var mig der gjorde hende bange!* tænkte han og fremkaldte nok djæveller til at vinde anden verdenskrig.
Djævelene havde omringet dem alle.
"I to skrider nu! Så tager jeg mig af pigen..." sagde han mørkt.
De to vagter nikkede frygtsomt og gik væk da alle undtagen fire djævle forsvandt.
De fire djævle tog fat i pigen igen og fuldte efter Perseus da han begyndte at gå mod sit slot.

...

Da de var kommet op på slottet forsvandt djævelene efter de havde sat pigen ned.
"Her er du i sikkerhed" sagde han roligt mens han stod sig foran hende.

hun blev jo bange da de små djævle tog fat i hende igen, hun prøvede at komme fri, men de tog hende med hen til stort slot, hun så op på ham da de små djævle havde sluppet hende igen, hun kiggede lidt rundt, hun var endelig ikke tryg ved at være der, hvad ville der ikke ske hvis hun mødte nogle dæmoner efter det her, de ville helst sikkert slå hende ihjel, hun burde slet ikke være der, hun rejste sig op og vende sig imod døren, hun ville gerne ud igen, stedet gjorde hende mere bange

"Jeg trænger til hvile..." sagde han roligt og gik op på sin trone som stod i den anden side af rummet de var inde i.
"Gnarl! Søg for at pigen føler sig tilpas!!" råbte han ud i rummet.
Efter ordren var råbt trådte der en gammel djævel frem fra skyggerne. Denne dæmon gik over til pigen.
Perseus satte sig på tronen og faldte i søvn.
"Mit navn er Gnarl" sagde djævelen.
Denne djævel så ud som de andre men han var meget ældre og var ikke i stand til at kæmpe. Denne djævel var ikke en del af Perseus's hær men han var vismanden på slottet og havde været der lige siden slottet blev bygget.
"Følg med mig unge dame" sagde djævelen og gjorde tegn til at hun skulle følge efter.

(Det her er Gnarl)

hun ville ikke holdes der imod sin vilje, hun gik bare imod døren ud, hun havde det bedst alene og sådan havde det altid været, men hun sagde jo ikke noget om det, det var jo ikke så tit hun sagde noget til nogle, hun mærkede nu at hun havde tabt sin halskæde med billeder i af hendes rigtige forældre i, hun løb hurtigt ud for finde den

Gnarl kikkede hurtigt tilbage og tog fat i hendes arm for at stoppe hende.
"Vil du ikke møde din rigtige mor og far?" spurgte han.
Han så hende i øjnene mens hans gule øjne begyndte at lyse.
"Du vil da gerne møde dem ikke?" spurgte han.
Hans stemme var meget hæs, gammel og mørk.
Han smilede så de forådene tænder kom til syne.

hun hev sig fri"de er begge to døde"sagde hun og løb ud af døren, for at finde sin halskæde, hun så at dæmon børnene havde fundet den, hun fik den hurtigt igen, men de var ikke glade, hun gik bare lidt tilbage, hun holde halskæde indtil sig, nu var hun jo alene, de tog fat i hende og fik hende hen til et træ, de bandt hende fast til det, det havde gjort det med kæder, hun prøvede at komme fri

Gnarl tog sig til hovedet da hun løb ud af døren.
"Ryder efter hende! Og sørg for at hun kommer tilbage i live!" råbte Gnarl til en anden special djævel der boede på slottet.
Denne djævel var rød, havde horn, havde en lille magt over ild og red på en ildsalamander.
"Yes master!" sagde Ryder og red ud efter pigen.

...

Da han var nået ud til pigen så han straks de små dæmonbørn.
"FIRE!!!" skreg han og kastede ildkugler imod børnene.
Børnene løb skrigene væk og Ryder lod sin salamander bide kæden over så pigen kom fri.
"Kom med mig hvis du vil overleve" sagde Rider og rakte hånden ned til pigen så han kunne hjælpe hende op på dyret.

(det her er Ryder)

hun var slev blevet lidt forskrækket over der med et var en ild kugle, hun så på ham som havde reddet hende"kan godt selv gå"sagde hun og begynde at gå tilbage, det havde hun også tænkt sig hvis hun bare havde fundet halskæden og ikke sammen med de dæmon børn, hun kiggede på og billedene var okay og det var de, sikke et held for hende, hun tog den på og gik bare videre

Ryder fulgte hende op til slottet og der forlod han hende så Gnarl kunne komme til...
"Nårh har du besluttet dig at se dine forældre?" spurgte Gnarl og gjorde tegn til at gå.

hun så lidt Gnarl"men de begge to døde, derfor jeg har den her"sagde hun og fandt sin halskæde frem, det var det eneste hun havde efter sine forældre, hun havde jo aldrig kendt dem, hun var jo kun et lille spædbarn den gang, hun så lidt på billederne i sin halskæde, men hun lukkede den igen og gemte den væk igen, det var hendes lille skat, når hun var alene, så kunne hun bare sidde og kigge på billederne i fred og ro, hun hev sig selv ud af den lille tanke gange, huhn kiggede så på Gnarl af en eller anden grund skræmte han hende ikke heller ikke Ryder på sin salamander havde skræmt hende

Gnarl grinte lidt.
"Ja det er noget du tror" sagde han og begyndte at gå.
Han gik over til en dør som gik et par trin nedad.
Han åbnede døren med et knirk.
Bag døren var der en lang trappe som fortsatte ned.
"Du vil finde svarene hernede..." sagde han og smilede ondt.

hun var ikke så vild med at gå derned, men hun gik der ned alligevel, hun havde fat i sin halskæde, imens hun gik ned af trappen, hun viste ikke om hun ville blive glad for det hun ville finde der nede,