Jeg vil ha' dig med// Arason

T: 15.53
S: Dragebjergets hovedlandsbys markedsplads
O: En halvtom markedsplads, med få boder bla. skindsælgere, slagtere og
V: Sner let, fortsgrader

Safira vandrede lidt rundt på må og få på markedspladsen. Hun var rastløs og havde ikke noget at tage sig til. Hun havde fået besked på at mødes med efter solnedgang, men indtil da kunne hun ikke bare side derhjemme og trille tomelfingtre.
De fleste andre var ude og træne deres drager, men eftersom Safira ikke havde nogen, måtte hun blive her ned på jorden. Det generede hende meget, og det havde det altid gjordt.
Hun fandt en kold sten og satte sig på den, og tænkte lidt. Om hvor hun dog skulle tage hen når hun blev sparket ud af klanen om få timer. Det var i hvert fald hvad hun var sikker på skulle ske.
Hun var ikke et medlem af dragefolket og havde aldrig været det. Hun var født som formskifter, og ville aldrig kunne tæmme en drage. Og hvis man ikke havde en drage, kunne man ikke være medlem af klanen.
Sådan var det og sådan ville det altid være, og nu hvor hun næsten var blevet voksen, og kunne klare sig selv, måtte hun forlade klanen. Længere var den ikke.
Desvære var hun bange for at det ikke helt var den eneste grund. Klanesn ledere var sikkert bange for at hun ville tage sig en mand i blandt dragefolket, og det ville måske "forurene" deres blod. Hun sukkede dybt, havde virkelig ikke modet til at skulle forlade alt hvad hun nogensinde havde kendt til.
I det samme hørte hun en gren knægge bag sig og vendte sig om med at gisp

Arason var ikke som andre dragefolk langt fra han fortræk land jorden. Han trænde ikke hans drage. Hans bånd til den var også blivet stækre af den grund at den ville lade ham ride på sig. Han var fornyliget vent hjem efter og ha tilbragt 8 år i ødemarken 8 år der havde følgtes som en evighed og nu skulle hans ven. Safira blive smidt ud af klane hvilket han ikke forstod men han ville ikke bare blive og se på hvis de forviste hende. Det kunne de godt glemme det var nok også en af grunden til at han gik her ude og ledte efter hende. Han havde studeret hende på afstand for at være sikker på hvem hun var da han begynde og gå over mod hende. Trådt han på en gren sikke uheldig han var sådan var det altid han sendte hende et lille smil og håbede hun ville vende sig om igen

Uanset hvem hun havde troet ville stå der bag hende, havde hun adrig rejnet med at det ville være Arason. Hun havde ikke set ham i... en evighed, og hun blev vildt begejstret over at se ham igen. Hun rejste sig op og studerede ham nærmere for at være sikker på at det var ham.
"Arason?" spurgte hun forsigtigt. Hun bevægede sig lidt tættere på. Safira mente sidst at have set ham for omkring 8 år siden. Han havde været en af de eneste, der havde ville lege med hende, da de var små og de havde været bedste venner igennem hele deres barndom. Men han var taget til ødemarken, og hun havde ikke set ham siden. Men hun havde aldrig glemt ham.
Hun lagde hovedet let på skrå og gik endnu et skridt nærmere.

han nikkede til hende da hun sagde hans naven han var blivet udstødt af familen fordi han ikke ville være med til og træne sin drage og så¨fordi de havde set ham sammen med Safira han smilte lidt til hende og fotrække ikke en mine skulle han stikke af eller skulle han blive stående eller gå et skridt frem han bliv hurtige ening om at blive stående og se hva der skete "hej Safira" sagde han og smilte lidt til hende mens han ikke viste hvor hans hænder skulle være tog hans sig til hovedet men den stilhed der var varede ikke længe for så begynde hans drage at tale til ham *Arason hvad sker der* lød hans drages tænke Arason tog sig til hovede og svarde via tænke *ikke noget Aldu vi lukke hinaden ude nu ikke* sendte han den tænke til Aldu og Aldu forstod det han smilte til hende og viste ikke hva han ellers skulle sigde lige nu

Safira blev pludselig i tvivl om hvad hun skulle gøre nu. Ja de havde været bedste venner som børn, men Arason kunne være en ande person nu. Hvad hvis han ikke var den, hun huskede.
"Øh... Hej" hun smilede "Det er længe siden, hvordan har du det?" For at være ærlig, havde hun aller mest bare lyst til at løbe hen og kramme ham. Det ville da ikke skade noget vel? Men på den anden side ville det jo også være sært. Og så var de begge blevet voksne nu, meget havde ændret sig for dem begge to. Hun tog prøvede et skridt frem og så et til, og stoppede så op.
Sneen havde lagt sig i hendes hår og hun bar begyndt at fryse. Hun gyssede let, på grund af kulden. Hun sparkede en frossen klump jord hen til ham, og så den trille over imod hans støvlesnude. Hun sank en klump, og så så op i hans ansigt. Det kunne godt være at han var blevet voksen men Safira syntes stadig kun at kunne se sin gamle barndoms ven.

han smilte lette til hende inden han svarde "fint hva med dig har du haft det godt" sagde han og sende hende et smil igen han mærkede snene falder ned på ham og i hans kulsorte hår han viste ikke om han skulle løbe over og kramme hende eller lade vær nok var de blivet voksende men Arasons følser var vokset meget mere for hende efter de 8 år han havde været ude i ødemarken de var begynde med og være kærste hvilket var en af grunden til hans forældre havde sendt ham til ødmarken han tog sig til håret og svarde "du ser godt ud" imen han vente på hendes reaktion

Hun kunne ikke lade være med at fnise ved den sidse bemærkning.
"Jeg har haft det fint, men ikke lige noget at råbe hurra for," hun havde været klanens sorte får, de havde bare ventet på at hun ville blive miden nok til at forlade dem.
Hun huskede deres sidste tid sammen. Hun havde været glad for ham, ingen tvivl om det. Var hun stadig det? Hun kastede et kort blik på ham. Ja uden tvivl.
"Du ved jo at det ikke er svært for mig at se godt ud, men jeg må sige at du nu heller ikke er værst" man hun havde aldrig været god til det med ord. Men det var nu noget af en underdrivelse. Han så godt ud, men sådan noget kunne hun virkelig ikke tillade sig at sige idag.
"Hvad har fået dig tilbage fra ingenmands land?" Spurgte hun i stedet. Hun håbede inderlidt at det var fordi han havde hørt rygter om hendes forvisning og var kommet tilbage for et sidst farvel, men selvfølgelig kunne det også være fordi han havde færdig gjordt sin træning

Han begynde og grine lidt af det hun sagde og smilte så bagde efter. Der var mange grunden til han var tilbage at han ikke gad og opremse dem. Han smilte til hende igen og høret Aldu hyle af fryd fordi han havde fanget et dyr så han kunne få noget føde til sig selv. Arason kende det med og være klanes sortefår alt for godt fordi hans forældre og klane havde behandlede ham som skidt under de våde fødder de nogen gange havde. Han gik frem til hende og uden og tænke mere over det kyssede han hende dirkte på munden imens han kiget hende i øjne

Safiras første reaktion var at stivne fuldstændig, og komme med et lille overrasket udbrud. Hun havde ingen anelse om hvad hun skulle gøre, og hun stod fuldstændig paf og stirrede ham ind i øjnene. Men der var noget ved Arasons øjne, der fik hende til at slappe af, og inden længe gengældte hun hans kys med længsel. Hun lagde sine arme om ham, og kyssede ham dybt.
Hvor havde hun savnet ham. Hun slog alle tanker fra, og nød at se ham igen. Hun indåndede hans velkendte duft, og den gav hende lyst til at være endnu tættere på ham.
Hun ænsede ingenting omkring sig, så kun ham. Hun lukkede sine øjne, mens hun mærkede en sitren gå igennem sig.

Han forstod ikke det der virklige var sket lige nu det ene tidspunkt havde han ståede over for hende og så lige pluslige kysede hende og nu mærkede han lidt at hun stivende ville hun ha ham væk men da hun gengælde følte han at det var det beste der var sket for ham siden han var kkommet tilbage hendes lugt var så god og så dejlige at det var ubeskrivliget han sukkede nyden og begynde og kærtegne hendes ryg og hendes kind mens han predes sig selv lidt ud af hvis hun ville ville hun presse ham tætte på sig selv han begynde og kysse hende mere hård på munden og ville se om hun åbende munden lidt så deres tunger kunne mødes han elskede hende det havde de 8 år gjorde at han elskede hende fordi han kun havde tænket på hende næsten hun var den eneste han havde tilbage i livet

Et øjeblik følte hun at Arason trak sig selv lidt væk. Hun blev i tvivl, mens han samtidig kyssede hende hårde, vidste hun at det kun var for at visse at hun måtte bestemme. Og trådte så helt ind i hans favn, mærkede hans kærtegn og gengælde dem.
Nåj hvor havde hun savnet ham. De 8 år der var gået, havde fået hende til at mangle noget. Men det var først nu det gik op for hende hvad. Hun kyssede ham hårdere, ivrigere. Hendes hænder kørte igennem hans hår, kærtegnede hans ansigt, kørte ned af hans over arme.
Den sitrende følelse fra før sad endnu i hende. Varmede hende, ligesom Arason gjorde det. Hun sukkede, og overvejede at begynde at pille ved kanten af hans tøj, men hun ville vendte og se, om han ville tage det skridt. Hun ænsede slet ikke vinter kulden omkring sig. Så og mærkede kun Arason.

han nydt hendes kys og det at hun trykket sig længre inde mod ham gjorde det bare bedre han sukket nydene mens han mærkede hende kærtegene hans arme også og resten af hans krop han kom med nogen sm støn fra hendes kærtegne og det gjorde det ikke begge at de stod hvor alle kunne se dem men heldigvise var de smutte da han var kommet der til han kysede bare vide med hende og ville ikke gøre noget det var op til hende hvis de skulle lave noget han sukkede af hendes kys og kærtegne igen hende og gengælde stadig hendes kys han lagde ikke mærke til kulden omkring dem kun hendes varm hvor havde han savnde hende

Hun blev pludselig opmærksom på at de stod ude på den åbne gade. Hun stoppede sine kys, og trak sig lidt væk. Hun smilede stort til ham. Så så hun ud mod horisonten. Der var vidst stadig et par timer til solnedgang. Smilet blev bredere og hun tog fat i hans ærme.
Uden et ord trak hun ham med sig. Hun var ikke helt sikker på hvor hun skulle hen. Hun stoppede op, og modet sank ned i livet på hende. Hvad ville det dog nytte? Hun ville blive smidt ud og så kom hun aldrig til at se Arason igen. Hun mærkede kulden igen, og tårerne i sine øjenkroge. Hun prøvede at blinke dem væk, og det lykkedes. I stedet satte hun sig på den kolde forfrossende jord. De var kun nået at gå til udkanten af skoven. Hun trak benene mod sit bryst og stirrede ud for sig.
Nu var der endelig noget at være lykkelig for, og i de samme øjeblik blev det revet væk fra hende. Hun rystede al den åndssvage selvmedlidenhed af sig. Rejste sig op og gav Arason et blidt kys på munden. Det jagede lidt af kulden på flugt, men hun var ikke sikker hvad hun dog skulle gøre.

han kiget underliget på hende da hun træk ham væk han smilte lidt til hende og fulgte med han kiget på hende da hun havde givet slip på hans hånd men inden han kunne nå og spørge kyset hun ham igen han gengælde det så meget han kunen og begyndte og klæde hende av han trode da ikke hun havde noget imod det og han var ligeglad med kulden han begyndte og kysse mere inderliget og ivriget imens han kærtegnet hendes arme da han havde tagede hendes trøje af han sukket nyden og kysset mere med han elskede hende og skulle nok stoppe hvis hun ikke ville ha det han kyset hende bare mere og mere ivriget og kærtegnet hendes nøgne arme imens han kiget hende i øjne

Hun mærkede hvordan hans kys blev mere inderlige. Hvordan han trak hendes varme trøje af, og hans kærtegn på hendes arme. Hun sitrede ved hans berøring.
Hun gengældte hans ivrige kys, og trådte længere ind i hans favn. Hendes hænder gled ned, begyndte pille ved kanten af hans trøje, og så trak hun den bestemt over hovedet på ham. Hun strejfede hans nøgne hud mens hun gjorde det, og det føltes så godt, så rigtigt at stå her sammen med ham. Da det gik op for hende, blev hendes egne kys mere ivrige.
Hun havde lagt sine hænder om hans talje, for at komme så tæt ind på ham som muligt. Hun stønnede overe deres huds kontakt, over deres inderlige kys, men mest af alt ved at være så opfyldt af lykke og begær, følelser kun han kunne få frem i hende.

Han elskede hende og ville ikke lade hende tag afsted fra ham han havde jo miste så meget og hun var det enste der ikke havde ølægte ham han suket og mærket hende trække trøjen af ham endeda bestemt han smilte og kysse mere ivriget det gav kuldgysninge det her han smilte og kunne godt mærke hvordan deres krop var de var så tætre på hinaden nu han sukket og kysset endenu mere han elskede hende og ville aldrig lade hende gå fra ham aldrig han ville følge hende til verdens ende hvis det var han smilte og kyset hende endenu mere inderliget

Deres kroppe passede så godt sammen, det var fantastisk. Hun boblede indvendig, og det gav hende kuldegysniger og fik hende til at stønne. Hun gengældte hans ivrige kys, med sine egne. Hun elskede ham, nøj hvor hun dog elskede ham. Det var en smuk og ny kærlighed. Som et frø der har lægget i jorden i alt for lang tid, og så endelig bryder fri, og spire med en utrolig hastighed. Dette frø spirrede inde i hende, sammen med at hendes kærlighed til Arason voksede.
Hun kyssede ham, kyssede ham og kyssede ham. Kunne slet ikke få nok aF følelsen, af deres læber der trykkede sig mod hinanden. Hendes hænder kærtegnede hans nøgne ryg. Hun kyssede ham på kæben, på halsen, på skulderen og på hans brystkasse. Det sitrede endnu engang i hende. Og så væltede hun dem så de landede i en blød bunke sne.

han mærkede alt hendes varme omkring sig og ånde hendes duft ind det var så dejliget og stå i snene med hende han mærket hendes omfavnlse og det tænde ham han elskede hende han mærket at han faldt ned med hende og kyste så vidre han begynde og tumle med og åbende hendes bukser og håbet han måtte kulden gjorde ikke noget han elsket hende og kysede vidre med hende han var helt og adlest foreslket i hende