A meeting in the forest//Kasandra//

S den lyse skov
V solen er højt oppe
O dyr
T 13,00
P http://smeagel.webs.com/photos/Aragorn/Aragorn_Closeup.jpg
Arason havde sendt hans drage afsted efter mad til dem han smilte og gik roligte ignem skoven hans hætte dækket hans ansigt han så sig omkring hvorfor var her dog så stillle han sukket og gik ned mod en sø ikke så langt der fra hvor han kunne vaske sig lidt i ansigte ved og sig selv hvis der ikke var nogeen der jo kigget han smilte og så en sø som han gik hen til søen var ikke så stor men heller ikke for lille men lige tilpas han smilte og lagde sit kogger med pille hans bue og hans sværd og daggert ned og begynde så og hive hans lædere støvle af da det så ud til der ikke var andre gik han mens han var blotte ned og sætte sig i søen hvor vandet var så dejliget han lukket øjne det eneste der var over overfladen var hans skulder og op efter

Påklædning(lille billed x3) http://cloud2.lbox.me/images/e/201012/chiffon-a-line-gulvlange-kjole_qyjo1293530069921.jpg

Kasandra gik rundt ude i skoven og rørte ved alt hvad hun kunne komme til. Hun elskede det levende og følelsen af græs og grene mellem og under hendes tæer, gav hende en fantastisk følelse af frihed. Hun slog lidt med vingerne og lod luften lege med den hvide fjerdragt der dækkede dem. Det var sjældent hun lod sine vinger være ude i det fri, men hun var i en skov. Hvem ville dog komme til at se hende der? Hun kom ud til en stor lysning med en sø og hun smilte lidt og gik hen mod den.
Inden hun kom til udkanten af lysningen så hun en smuk blomst ved jorden. Hun trak lidt op i den lange hvide kjole hun havde på og bukkede sig ned, mens hun holdte i kanten. Hun ville ik ødelægge hendes ny kjole for meget. Blomsten var hvid, men det så ud som om den fik en blålig undertone i kanten af bladene. Hun havde ik set den slags blomst før så hun studerede den lidt. Hendes opmærksomhed blev dog vendt mod søen, da hun hørte noget bevæge sig i vandet. Hun gik hen mod kanten og stivende så. Der sad en mand i vandet og hun kunne kun se overkroppen. Han havde sin side vendt mod sig og havde tydeligvis ik set hende endnu.
Hun stod lidt ubevægelig og vidste ik hvad hun skulle gør og da hun valgte at vende sig rundt for at for ik at blive opdaget, kom hun til at træde på en gren som knækkede.

Arason nydt at det var så stille han kiget ikke lå bare og slappet af mens han smilte for
sig selv han kunne mærke vinden lege lidt med hans hård og snakke så med hans drage aldu i hovedet *Arason hva nu når jeg har fundet min mad skal jeg så komme tilbage* sagde Aldu til Arason genem tænkerne *nej bare forsætte jeg skal nok kalde på dig når jeg vil hjem af* lød hans tænker igen til Aldu han smilte imens de snakkede sammen i tænkerne men han blive afbrødt da han hørte et knæk og det gjord Aldu os *hva er det herre* lød dragens tænke til ham han rejste sig om og sende en tænke til Aldu *ikke noget vi lukke hinaden ude nu okay* lød hans tænke lidt vredt til Aldu da Arason kunne mærke at Aldu ikke længre var forbundet til hans sind råbte han til dden person og vende sig om imens han dækket for sig selv med hans tøj "hvad laver" du lød hans stemme lidt vredt men det var mere fordi han ikke kunne lige når han var blotte for folk

Kasandra stod med skuldrene om ørene, *Var det for meget at håbe at han ik hørte det?*. Hun så på manden og da hun så han havde rejst sig op, dækkede hun sine øjne til med den ene hånd. *Hvorfor ender jeg altid i de her situationer?* spurgte hun lidt vredt sig selv. Hun kom hurtigt i tanke om hendes vinger og trak dem ind til sig og bad til at han ik havde set dem. Da hun hørte hans vrede fjernede hun ubevist hånden for øjnene, hun var nemlig opdraget til at skulle se på folk når man snakker med dem. Hun fortrød dog rimelig hurtigt og sænkede blikket mod jorden og knyttede ubevidst en hånd i kjolens folder.
"Undskyld hr. jeg var bare ude og gå i skoven, da jeg kom til søen og så de var I ville jeg smutte væk igen inden de ville opdage noget. Det gik vist ik så godt." Hun løftede hovedet ubevist og mistede vejret da hun så ham. Han så ik dårlig ud, faktisk så han rimelig godt ud. *Fedt* nu begyndte hun også at rødme lidt. Hun var glad for at hun stod så langt væk, så han ik så noget.
"Jeg tror bare.... At jeg smutter nu" sagde hun lidt tøvende og indså at hun stod og stirrede på ham igen.

han tog sig til hovede og kunne ikke finde ud af om han skulle være venlige eller led vred eller sur lige nu *hva skær der Arason* skreg hans drages stemme i hans hovede han viste ikke om hun havde lagt mærke til det men han måtte få noget tøj på inden det bliv være med hans hovede *hold nu kæft aldu* blive han ved med og tænke da han havde fåede bukser på og næsten var dækket til faldt han og tog sig til hovedet imens han råbte "hold kæft Aldu" sagde han og kiget bagefter op på hende "neej du skal ikke gå" sagde han imens han havde nåede og sætte sig
op igen

Da Kasandra så at han var ved at tage tøj på dækkede hun igen sine øjne. Hun havde det vildt underligt og vidste ik hvad hun skulle mene eller gøre og skulle lige til at begynde at gå sin vej da hun høre et bump og manden råbe op. Hun vendte sig om og så ham sætte sig op og hørte ham sige, at hun ik skulle gå. Hun tøvede lidt mens hun så på ham. *Du kender ham jo ik* hviskede en lille stemme i hendes hoved, men hendes nysgerrighed slog stemmen og hun begyndte stille at gå ud af skoven og over mod søen. Hun holdte sig dog lidt på afstand af manden og med fronten mod ham. Hun ville helst ik vise sine vinger for meget. Hun havde nemlig oplevet hvordan nogen tog den nyhed, at hun var engel.
"Mit navn er Kasandra" sagde hun stille og kiggede så på ham, "Hvem er de?"

han rejste sig op og smilte lidt til hende *bare hun ikke håber jeg er skørfordi jeg råbte hold kæft Aldu* tænket han imens han smilte da hun præsnterte sig "jeg hedder Arason men du kan kalde mig Ara hvis du vil" sagde han og sendte hende et lille smil imens han tænket om hvad de ellers kunne tale om da det var meget svært og kunne starte en samtale syndes han "og undskyld jeg råbet af dig før vil bare helst ikke være blotte" sagde han og kiget flovet ned i jorden mens han tog sig til håret og kiget flovet ned i jorden *hvorfor går det altid sådan her for mig* tænkte han surte

Hun begyndte faktisk at få det halv godt med sig selv. Hun var tydeligvis ik den eneste der var lidt ubehageligt/genert til mode lige nu.
"Arason, et usædvanligt navn. Har det nogen betydning?" Hun løftede hovedet og så over på ham med et lille nervøst smil. Hun indså at hun ik havde sluppet sin kjole fra tidligere, og hendes greb var så hårdt at hendes knor var hvide. Hun slap hurtigt og lod sine hænder glide ned af kjolen for at rette folderne ud igen. Da hun så ik vidste hvad hun skulle gøre ved sine hænder lagde hun dem bag ryggen og foldede hænderne der.
"Det skal du ik tænker over, Ara. Jeg tror jeg ville have gjort det samme, hvis jeg havde været i dit sted." Hun kunne mærke på ham at han blev lidt forlegen og hun valgte at udsende en beroligende aura, for at få ham til at slappe lidt mere af. Hun havde fundet ud af at det var den bedste at bruge, når hun var sammen med andre, især hvis de var nervøse som han virkede lige nu.
"Hvad lavede du herude Ara? Det er et rimelig ødet område, det var nok derfor jeg ik forventede at se nogen her." spurgte hun oprigtigt nysgerrigt, mens hun så efter at arua-effekten havde sat sig hos ham.