An intresting meeting /Daniella/

Kasandra gik hurtigt gennem regnen med kursen mod hotel Dia. Hun havde noget vigtigt hun skulle have ordnet her i byen, og skulle derfor bo på hotellet. Hun havde et godt tempo, og dækkede sit hovede så godt hun kunne fra regnen, ved hjælp af sin jakke. Hun havde en halv lang hvid nederdel på, med en lys trøje til, og så den lidt mørkere jakke uden over. Lige nu brugte hun den godt nok til at dukke under jakken, så hun ik blev så våd i hår og hovede. Hendes taske som hun havde i hånden,var ik særlig tung, daden kun havde det abselutte nødvendige.
Hun havde gået i et stykke tid, da hun endelig så hotellet længere fremme. Hun satte farten lidt mere op, og var henne ved hotellet efter fem minutter. Kasandra gik ind gennem dørene og kiggede sig omkring. Der var nogle få mennesker siddene i stole i lobbyen på hendes venstre side, og til højre stod der en lidt ældre herre bag en skranke. Hun gik op til manden og prøvede på at falde til ro, da hun havde en rigtig dårlig fornemmelse af stedet.
"Kan jeg hælpe med noget?" spurgte manden venligt, men med en irreteret under tone. Kasandra kunne godt fornemme at manden var lidt træt og irreteret, og smilte så sødt til ham.
"Jeg vil gerne leje et værelse," svarede hun sødt. Hun kunne allerede mærke hvordan han begyndte at slappe af, og var glad for at hun endelig var begyndt at få kontrol over sin evne.
Manden rakte hende en nøgle med ordene, "du siger bare hvis du får brug for noget." Kasandra smilede og nikkede, og kunne allerede høre på ham, at han var kommet i lidt bedre humør. Hun vendte sig rundt og så en pige bag sig, som sikkert skulle op og snakke med manden efter hende, så Kasandra smuttede ud til siden og gjorde plads.
Hun kiggede hen mod lobbyen, og så en mand stirre på hende, og den ubehagelige følelse dukkede op igen. Hun kiggede kort på nøglen og spekulerede lidt over hvor hendes værelse var, da hun mærkede nogen støde ind i hende.

Kasandra faldt forover, da hun blev ramt, og slog hovedet ned i gulvet. Hun kiggede op og så en pige, der så ud til at være yngre end hende slev, komme på benene og så gå væk i en hulens fart. *Der er nogen der har travlt* tænkte hun vredt. Hun tog sig roligt til hovedet, det sted som havde ramt gulvet, og begyndte at høre fodtrin nærme sig hende.
"Er du kommet noget til frøken?" var der en stemme der lød over hende. Hun reagerede ik, da hun lige var optaget med noget andet. Hun kunne ik gå og have ondt i hovedet resten af dagen, når nu hun skulle ind og snakke om job inde på hospitalet, og vidre for at finde en lejlighed. Hun koncentrede sig om at hele sit hovede, og efter få sekunder var det ikke engang ømt mere. Hun nåede lige at blive færdig med at hele, da hun mærkede et par stærke arme gribe fat i hende, og hjælpede hende op. "Er du sikker på at du er oka?" Manden fra skranken kom over til hende og hun indså, at der vare ne hel gruppe mennesker omkring hende. Hun sukkede invendigt og trak sig stille fri af mandens grab.
"Ja, jeg har det fint, men kan nogen sige mig hvem den kvinde er?" Hun kiggede over på ejeren, og han så ned i gulvet.
"Det er private oplysninger, og jeg har ingen ret til at give dig nogen af dem." sagde han lidt trist. Kasandra ændrede energien omkring sig, så de fleste ville få følelsen af angst, da hun gerne ville være selv, og det virkede. Menneskerne begyndte at trække sig tilbage, og hun åndede lettet op.
"Please, jeg lover ik at sige til hende at du sagde noget... Jeg vil bare tale med hende." Hun så ham indtrængende i øjnene, og han over gav sig. Hun smilede selvtilfreds og gik så hen ad gangen, efter at hun havde samlet sin jakke op fra gulvet. I det samme hørte hun nogen grine, men grinet havde et ondt twist i det og hun regnede lidt med at det var kvinden fra før.
Hun trak jakken på, for lidesom at få det ekstra stykke stof til at beskytte sine vinger. Kasandra har altid haft sine vinger skjult. I alle de 25 år, hvor hun selv har kunnet styre dem, har de altid været bundet fast, så hun kunne leve blandt mennesker uden at de opdagede noget. Så det var blevet så naturligt for hende, at hun ik rigtigt lagde mærke til noget. Det var kun når hun lø på dem, eller nogen slog hende på ryggen, at hun mærkede dem. Hun gik hen til døren, og bankede så på.
"Jeg ved du er derinde." Hun sagde det rigmelig højt, da hun var irreteret.

Kasandra stod uden foran døren, og kunne høre en underlig lyd. Den lød velkendt, da den lød meget som når hun slog sine vinger ud, hvilket hun kun gjorde når hun var derhjemme, og selv der, var det tit at hun havde sine vinger gemt. Man vidste jo aldrig hvornår man ville få besøg. Døren blev åbent svagt, og hun kunne se kvinden fra før stå bag den.
Da Kasandra så hende, følte hun irretation over at hun ik bare havde sagt undskyld, men bare var fortsat hen til sit værelse. Hun kneb svagt øjnene sammen, men der var noget ved kvindens øjne. De virkede bekendt, men hun kunne ik komme i tanke om hvor hun skulle have set dem henne. Kasandra himlede med øjnene, da kvinden spurgte hende hvad hun ville, som om hun ik vidste det. Hun kunne mærke kvindens energi, og hun virkede svagt irreteret, som så pludselig forvandlede sig til noget andet, men hun kunne ik regne ud, hvad det andet var.
Så blev døren åbnet helt, og Kasandra så hendes vinger. Og kvinden havde ik kun vinger, men sorte vinger. Hun gik roligt forbi hende, men holdte øje med alle hendes bevægelser, og følte en svag overraskelse, da hun så hvordan kvinden styrede skyggerne. Kasandra gik ind i det mørke rum, og så sig omkring. Det virkede ik som om hun havde særlig mange personlige ting derinde, og hun vendte sig om mod den anden engel.
"Ja, det kan jeg se at du er." Sagde hun lidt halv kynisk. Hun vidste godt at en engel kan genkende en anden engel, men hun ville ik bare give sin identitet til en vildt fremmede, og så især en som væltede hende omkuld og gav hende en svag hjernerystelse.
"Og du ved hvad jeg laver her, eller er du også blind?" Hun lød lidt irreteret, og var endnu en gang sur over, at hun ik havde lært at styre sin egen energi. Hun følte lidt på kvindens energi, for at mærke om hun havde ondt i sinde, men kunne ik mærke noget helt vildt. Hun ændrede lidt på energien, så hele rummet blev fyldt af en rolig stemning, og vidste at det også ville virke på den anden engel, men hvor meget vidste hun så ik. Hun havde aldrig brugt sin evne mod andre væsner endnu. Hun krydsede armene og kiggede afventene på den anden engel.

Kasandra kiggede på kvinden, mens hun gik over mod minibaren og fulgte stille efter hende. Hun kiggede sig omkring og hørte så det svage -BUMP-, som når man stillede noget på en træplade og vendte hovedet om igen. Hun så at den sorte engel trække sig lidt tilbage efter at have stillet et glas på borde. Hun kiggede mistænksomt på glasset, for hun kedte jo ik kvinden, og hvem sagde ik at hun ik havde puttet et eller andet i den.
Men hun synes det ville virke uhøfligt, hvis hun bare lod glasset være, så hun tog de få skridt hen til bordet, og tog glasset op i hånden. Kasandra kiggede skævt over på den anden engel og lugtede svagt til drinken. Der var intet i det, af hvad Kasandra kunne sige, så hun tog en lille slurk for at smage, af simpel høflighed. Hun lyttede kort til hvad engelen sagde og skulle til at sige noget, efter hun havde lavet den undskyldning med at hun var tæt på at blive dræbt.
*HA, helt sikkert* tænkte hun sarkastisk, og der kom også et lille sarkastisk fnys, men hun var sikker på at den anden engel ik havde hørt det. Hun nåede dog knabt nok at åbne munden før kvinden begyndte at snakke igen. De blev dog afbrudt da døren blev slået ind, og der stod endnu en mørk engel trådte ind.
*Ohh Gud hvad laver jeg dog her?* Hun havde altid fået at vide, at hun skulle holde sig langt væk fra de mørke engle, da de var ustabile, og man ik vidste hvor man havde dem. Og her stod hun, i samme rum som 2 mørke engle. Hun kunne lige hører hendes mor stemme, "Er du så tåbelig at mænge dig med de bæster? Hvor er din opdragelse blevet af?"
Hun rystede kort på hovedet, og så så at kvinden var gået ind foran hende. Kasandra følte sig ydmyget over at kvinden troede at hun havde brug for beskyttelse. Hun kiggede igen over mod den anden engel, og så at han ik lige frem var en ung engel. Hun fokuserede på energien i rummet, og prøvede på at få Luce til at slappe af, men hun kunne mærke den intense raseri han havde, og vidste at det kunne komme til at tage lidt tid.

Kasandra kiggede op, da hun hørte vinge slag, og stivnede da han begyndte at røre hende. Hun var ik vild med at han rørte hende, og hun ville bare trække sig væk fra ham, da kvinden kom hen og nærmest tog over. Kasandra kom hurtigt på benene, og trak sig tilbage. Hun kunne godt mærke at hun havde mistet energi ved at hele den sorte engel, men så meget havde hun heller ik mistet.
Da kvinden havde væltet ham og råbt ordren, for det lød som en ordre, trak hun tøvende jakken og trøjen af. Hendes vinger var jo hvide, så hvad ville den anden engel gøre når hun så det. Inden under trøjen havde hun en rygløs top, som sad pænt på hendes krop, og en åbning til hendes vinger. Noget hendes mor havde lavet til hende.
Hun foldede vingerne ud, og hørte så en stønnen bag sig, og løb så efter kvinden. Hun hoppede op og fløj ud i natten. Hun kiggede tilbage en gang inden hun kom op på siden af den mørke engel, og sukkede svagt, men den forsvadt vad lyden af vinge slagene.
Hun mærkede den kølige vind rive i hendes hår, og purrede op i hendes fine hvide fjer. Hun elskede sine fjer, de indrammede hende på en bestemt måde, og at de er hvide fik det til at se ud som om hun var noget rent. Hun kiggede nervøst over på den anden engel, men så at hun smilede tilbage til hende. Kasandra gav et halv hjertet smil igen, og begyndte så at kigge sig omkring.
Hun begyndte at høre en svag lyd, som kune blev højere og højere, lyden af baskende vinger, og hun vendte sig om kort for at se hvad det var. Det var dog kun en flok fugle der lige valgte at flyve forbi ik ret langt væk, og hun satte efter den anden engel.
"Hvem er den fyr?" Udbrød hun fortørnet, efter at komme op på siden af den mørke engel. Hun var ik tilfreds med hvad der foregik lige nu, og hun havde mest af alt lyst til at vende rundt, flyve tilbage til hotellet og så finde sit værelse. Den anden engel, var tydeligvis ik andet end problemer.

/Det gør ik noget^^ Det sker jo en gang imellem <3

Kasandra fløj på siden af hende, og tænkte. Jo hun havde godt hørt om Ludifer, men ik i skolen. Der fik man aldrig noget at vide om de mørke engle, ud over at de er slemme. Men hun havde hørt om ham fra sin mor. Lucifer var et af grundene til at hun ik måtte færdes mellem de mørke engle, og så også fordi familien havde mørke engle på den anden side.
Kasandra rystede svagt på hovedet for at få tankerne væk, men hun kunne svagt høre de ord hendes mor havde brugt, da hun havde udtrykt bekymring overfor andre. Der var nogle få gode engle, der før i tiden har skiftet side, og hendes mor var bange for at det ville ske for Kasandra, da hun var i så tæt familie med andre mørke engle. Hun havde faktisk fået forbud mod at snakke med andre sorte engle.
Hun kiggede over på englen der fløj ved siden af hende, og sukkede svagt, men hendes hovede fløj op, i det hun snakkede så nedladende om de gode engle. Nu forstod hun hvad det var hendes mor altid havde sagt til hende om de mørke engle.
"Ja," svarede hun iskoldt. Det var også en af grundende til at hendes mor var så bekymret, det var fordi at Kasandra havde den attitude som hun havde, et puf i den forkerte retning og hun ville have været blandt de mørke engle, og som den eneste have hvide vinger. Hun gad ik kigge på den anden engel, og overvejede endnu en gang at flyve tilbage, idet den anden engel sagde hendes navn.
Hendes krop reagerede hurtigere end hendes hjerne, og før hun nåede at reagere, havde hun slået den anden engel lige i hovedet.
"Hvor kender du mit navn fra?" Udbryd hun skingert. Måske det hele havde været en fælde fra de mørke engles side. Det var jo tydeligt at der var noget mellem kvinden og Lucifer. Hun fløj lidt væk, sådan at hun stadig kunne høre den anden engel, men langt nok væk til at hvis kvinden begyndte at gøre udfald mod at såre hende, så kunne hun nå at stikke af.

Kasandra hang i luften i en nogenlunde sikker afstand, eller det troede hun da. Hun mærkede pludselig noget gribe fat omkring hendes vinger, og trække hende ned mod jorden. I det tingen trak ned, gik hendes venstre vinge af led, og hun gav et udbrud over den smerte der gik igennem hendes skulder og ud i resten af kroppen. Hun prøvede på at kæmpe sig løs, men hvad det end var der havde fat i hende, var for stærkt og smerten fra vingen hjalp hende ik med at vinde kampen. Hun kunne ik se hvad det var der havde fat i hende, og ved hver bevægelse hun lavede gik der endnu et stik af smerte gennem hende.
Det føltes som timer før, hvad det end var der havde fat i hende, gav slip og hun fortsat faldet selv. Hun vidste at det ville gøre ondt at hele vingen, da hun skulle vride sig for at kunne nå, men hun var nød til det for ellers ville hun dø af faldet. Hun tog en dyb indånding og vendte sig så. Hun holdte smerten inde og lagde hånden på vingen. Hun kunne mærke et ryk og så sad den på plads igen. Da hun var færdig stoppede hun sit fald, og var ik mere end 5 meter oppe i luften.
Hun åndende lettet op, da hun indså at hun overlevede og kiggede sig så op over skulderen til den anden engel. Hun hang stadig oppe i luften, og Kasandra ville have svar. Hun drejede rundt og fløj så tilbage til englen og stoppede op foran hende. Hun krydsede kort armene da hun stadig var usikker på hvem den pige var. Hun havde ik tænkt over at det kunne være hende, der havde fået tingen til at hive hende mod døden og blev overrasket da hun begyndte at snakke om det. Da hun sagde det med familien, følte Kasandra det som om der var gået en kniv gennem hjertet på hende. Hun fik svært ved at trække vejret og et navn kom op i hendes hukommelse.
"Daniella?" Spurgte hun tøvende, da hun stadig ik var sikker, og kun skulle have det bekræftet.